Ja, det koster penge at drive en NGO!
”Jeg vil kun betale for kaffen, koppen som kaffen er i og den tid, det tager dig at lave den.”
Du er taget på kaffebar og bestiller en caffe latte som koster 40 kroner.☕
"Jeg vil ikke betale for jeres husleje, forsikring, regnskab og administration... jeg vil ikke betale for jeres omkostninger. Jeg vil betale 20 kroner for kaffen," siger du.
Kaffebaren ville formentlig bede dig om at gå - uden kaffe. 🤔
Jeg har arbejdet efterhånden i mange år hos NGO’er, og set min del af f.eks. tråde på sociale medier med folk der brokker sig over administrationsomkostninger hos NGO’er. Det er også et emne jeg har skrevet om før ovre på LinkedIn: https://lnkd.in/egwCRrAp
Og jeg har set hvordan de fleste NGO’er kæmper for at skaffe uøremærkede midler. Det er de fleksible donationer, der gør det muligt i det hele taget at tage imod de øremærkede penge – der har et helt afgrænset, specifikt formål.
De fleste vil gerne støtte noget specifikt, konkret hjælpearbejde ude hos modtageren, mens de færreste vil støtte husleje, lønninger, forsikringer og administration. Men det er jo de omkostninger der bl.a. også sikrer, at donationerne rent faktisk går til det formål, de skal gå til og sikrer, at organisationen arbejder effektivt, har de rette kompetencer, osv, og kan få skabt mest mulig værdi for dem eller den sag, den er sat i verden for.
Det koster penge at drive en professionel organisation. Uanset om man er en kommerciel virksomhed eller en NGO. Jeg er ret træt af at der gælder særlige standarder for NGO’er.
Støt gerne NGO’er, der også bruger penge på at have en administration der fungerer og som har ansat de rette faglige kompetencer. Så får du mest værdi for din gave, du får mest mulig impact af din støtte.
/CSE