Kvinden, der donerede hele sit liv - og aldrig fik fred

En historie fra England, der for mere end et årti siden satte gang i et opgør med fundraisingpraksis - og som stadig er relevant i Danmark.

Jeg hørte første gang om historien, da jeg var ansat hos Folkekirkens Nødhjælp. Det er mere end 10 år siden, men jeg kan stadig huske den tydeligt. Vi arbejdede ikke som sådan med sagen dengang, men det var en fortælling, der dukkede op igen og igen i samtaler om etik, grænser og ansvar i fundraising. Og måske vigtigst: som en historie, jeg siden har refereret tilbage til i mit arbejde flere gange.

Det er historien om Olive Cooke.

Sagen om Olive Cooke blev et vendepunkt i debatten om antallet af opkald, mails og breve i England og om etik i fundraising. Omtalen er fra The Guardian.

Et liv bygget på loyalitet og pligt

Olive Cooke var 92 år gammel og havde brugt størstedelen af sit liv på at samle penge ind til britiske krigsveteraner. I mere end 75 år var hun frivillig i Bristol og omegn og blev et fast og genkendeligt ansigt i lokalområdet. For Olive var fundraising ikke noget, man deltog i periodevis. Hun så det som sin livsopgave, tæt forbundet med hendes identitet, værdier og oplevelse af at gøre en forskel.

Jeg læste senere historien udfoldet i detaljer af fundraiserlegende og forfatter Ken Burnett. Det gjorde et stærkt indtryk.

Olive var kendt for sin generøsitet og støttede mange NGO’er. Hun fortalte, at hun gav til mange organisationer, fordi hun mente, det var det rigtige at gøre, og fordi hun følte et ansvar for at støtte dem, der havde brug for hjælp. Hendes moralske kompas styrede hendes handlinger og ønsket om at støtte.

Ringet til døde af NGO’er

For 10 år siden, i 2015, tog Olive på tragisk vis sit eget liv ved at springe i floden Avon Gorge i Bristol.

Efter hendes død begyndte medier som BBC og The Guardian at interessere sig for hendes historie. Ikke kun som en personlig tragedie, men som et muligt symptom på en større udfordring i indsamlingsbranchen i England. Overskrifterne dengang var hårde - og de var svært ubehagelige at læse som fundraiser.

Olives død blev nemlig hurtigt koblet sammen med de mere end 3.000 fundraising-asks, hun angiveligt havde modtaget gennem årene frem mod sin død. Og kritikerne mente, at en væsentlig årsag til hendes død var, at hun følte sig presset og overvældet af indsamlingsorganisationer.

Det kom dengang bl.a. frem, at Olive stod registreret hos op mod 99 forskellige velgørende organisationer, og at hun i perioder kunne modtage tusindvis af breve, opkald og henvendelser om året. Ifølge familien følte hun sig presset af aldrig at kunne sige fra uden dårlig samvittighed, fordi hver henvendelse jo var velment og appellerede til Olives følelse af ansvar.

Problemet var derfor ikke den enkelte henvendelse, men den voldsomme sum af dem tilsammen. Hun ønskede at støtte og gøre en forskel, men oplevede samtidig, at hendes generøsitet førte til endnu flere krav om opmærksomhed. Det, der begyndte som engagement og loyalitet, udviklede sig til en oplevelse af ikke at kunne få fred.

Efter Olives død satte britiske medier fokus på, hvordan gentagne fundraising-henvendelser kan opleves som et uacceptabelt pres. Dette blillede er fra medieomtalen

Når systemer overtager relationer

Der var ikke nogen undersøgelser der kunne konkludere, at fundraising alene var årsagen til Olives selvmord. Det kom frem, at hun også kæmpede med depression, og familien var selv ret tydelige omkring, at der var flere faktorer i spil som årsag til hendes død.

Men Olives historie blev også et spejl for hele fundraisingsektoren i England. Sagen viste, at konsekvenserne af mange små fundraising-asks. Hver for sig virkede rationelle de og forsvarlige, men tilsammen skabte de et voldsomt pres på donoren.

Kritikerne pegede dengang på noget grundlæggende i måden, fundraising var blevet organiseret på. Data blev delt, lister og kontaktlister blev købt, og kontaktfrekvenserne blev optimeret med fokus på effektivitet og indtægt. Og ofte uden at nogen stillede spørgsmålet til, hvordan det samlede kontakttryk blev oplevet på den anden side. Det synes jeg er et mønster, man af og til godt kan genkende også i dansk kontekst. Ansvar bliver fragmenteret på tværs af kampagner, kanaler (og først og fremmest mange organisationer), og der er som minimum en risiko for at relationen til doner at gå tabt.

Indsamlingsbranchen vågner i England

Reaktionerne efter sagen var markante. Antallet af klager steg voldsomt med 400 klager til det engelske Fundraising Standards Board. Og tilliden til velgørende organisationer i England var i flere år efter udfordret. Regler for datadeling, samtykke og kontaktfrekvens blev strammet.

Ikke fordi intentionerne fra indsamlingsorganisationerne havde været onde, men fordi konsekvenserne på baggrund af den store mediefokus var blevet tydelige. I dag har England en meget restriktiv praksis, som på flere områder går længere end den danske fortolkning af GDPR. Og sagen tvang også den engelske fundraisingsektor til at erkende, at gode formål ikke automatisk legitimerer alle agressive fundraisingmetoder.

For mig er Olive Cookes historie ikke et argument for at spørge mindre eller være bange for fundraising. Men det er en påmindelse om, at professionel indsamling også handler om dømmekraft. Om at kunne se mennesket bag dataen. Og om at forstå, at vores støtter ikke er uendelige, uudtømmelige ressourcer.

Jeg kommer nogle gang i tanke om Olives historie. For den minder os om, hvad der sker, når systemer får forrang frem for relationer. Og om hvorfor respektfuld donorpleje er en helt grundlæggende professionel tilgang til indsamling og medlemsrelationer.

For tillid er fundamentet for alt langsigtet fundraisingarbejde. Og når den først er brudt, er den svær at genopbygge.