Otte rettigheder til jeres donorer

Konkurrencen blandt velgørende NGO’er og humanitære foreninger spidser til i disse år. Stadig flere velgørende organisationer kæmper om og appellerer til de samme attraktive målgrupper af donorer. Hertil kommer kommercielle virksomheder og deres ’purpose’. For at skille sig ud og fastholde fokus på etikken, kommer her otte bud på rettigheder for jeres donorer. 

Konkurrencen på indsamlingsmarkedet i Danmark accelerer. Der er kommet flere NGO’er på markedet, og flere kommercielle virksomheder er begyndt at markedsføre sig ud fra filantropiske slogans og budskaber.

Purpose-driven marketing, hedder det med et fint ord, når virksomheders forretningsmål er deres merværdi. Det er virksomheder, der har et klart formål for øje, der ligger udover dét at tjene penge, og som bruger dette højere formål som et unikt salgsargument. 

Flere NGO’er balancerer mellem at få økonomien til at slå til på et konkurrencepræget marked, men samtidig have etikken på plads. Og dét, at virksomheder og NGO’er konkurrerer på samme marked, lægger et øget pres på danske indsamlingsorganisationer. 

En NGO kan ikke længere bryste sig af at være ”den gode dreng i klassen,” for sammenblandingen af konkurrenterne på markedet truer NGO’ers troværdighed på en hidtil uset måde. Der er intet negativt i at drive en kommerciel virksomhed sammenlignet med en NGO, men de vilkårlige formål er forskellige.  

NGO’er og velgørende foreninger presses samtidig af krav om effektivitet. Organisationer som Giv Effektivt, er i den seneste tid dukket op også i Danmark og de sætter spørgsmålstegn ved effektiviteten af den hjælp, danske velgørende organisationer giver. 

Pointen er, mener de, at hvilke organisationer vi som individer og samfund støtter, er mindst lige så vigtigt, som hvor meget vi støtter med i kroner og ører. Det skyldes, at de bedste velgørende organisationer kan være 100x bedre end de gennemsnitlige organisationer – målt på effekt pr. krone.

Her følger tre rettigheder for jeres donorer udformet for at adressere netop dette:

§1. At være informeret om organisationens overordnede formål og konkrete målsætninger. 

§2. At have adgang til aktuel finansiel dokumentation i form af f.eks. regnskaber, budgetter, mv. 

§3. At være forsikret om at donationer går til det formål, de var tiltænkt  

NGO’er skal være aktive tilvalg

Hvordan sikrer vi som velgørende organisationer og NGO’er, at en person ikke bare investerer i en virksomhed på nettet eller køber en vare, der taler ind i vedkommendes værdier og ønsker, men i stedet aktivt vælger en NGO til? 

Som indsamlingsorganisationer vil vi helst have uøremærket støtte. Det er der intet underligt i. For de uøremærkede midler er de fleksible penge, vi frit kan bruge der, hvor behovet vurderes som størst, også på lønninger, hvis det er der, behovet er. Vi vil tilsvarende gerne undgå øremærkede midler, med alle de restriktioner, der følger med.

Ovenstående er organisationens perspektiv. Omvendt forholder det sig typisk for vores donorer. For det værdiskabende for den enkelte donor, er at kunne se det konkrete resultat af sin donation og kende det præcise øremærkede formål. Tilsvarende er det helt centralt for vores donorer, at de er sikret, at pengene går til det egentlige formål, de var tiltænkt.

Mit bud på, hvordan dette opnås er ved at opsætte disse rettigheder for jeres donorer:

§4. At være informeret om, hvorvidt den der laver vores kampagner eller anmoder om en donation er frivillig ulønnet, ansat medarbejder eller en professionel fundraiser fra et bureau

§5. At modtage en vis anerkendelse for sine donationer, og kunne se det konkrete resultat af donationen

 §6. At kende identiteterne på hvem der sidder i vores bestyrelse, og at ledelsen har ansvarsbevidsthed og viser rettidig omhu

Når man som forbruger eller investor investerer i en virksomhed eller køber en vare, så er man ikke sikret, hvad pengene går til, selvom pågældende virksomhed markedsfører sig på, at man via det købte produkt er medvirkende til at støtte en god sag. Det kan godt være tilfældet, at en given organisation ikke arbejder med øremærkede midler, men pointen er stadig, at det sender et signal til donorerne, hvis man er mere eksplicit i sin kommunikation af resultaterne.  

Vi vil som indsamlingsorganisationer og velgørende foreninger stå stærkere i konkurrencen, hvis vi giver vores donorer transparens i form af en konkret rettighed til altid at kunne få at vide, hvad vi bruger deres betroede midler til. Misforstå mig ikke: Mange organisationer oplyser gladelig dette. Men det er ikke nødvendigvis en eksplicit rettighed, vi giver vores donorer.  

Hvem tager beslutningerne? 

På grund af de voksende digitale muligheder bliver vi som mennesker alle overdynget med annoncer, reklamer og kampagner. Det vigtige er ikke kun, hvad budskabet i en kampagne er, men hvem der skaber dem. Vores donor og støtter skal via konkrete rettigheder have mulighed for at kende identiteten på bestyrelsen, ledelsen og fundraiserne, hvilket kommer til udtryk gennem følgende rettigheder til vores støtter: 

§7. At kunne stille spørgsmål til organisationen vedrørende sin donation eller mulige donation, og kunne forvente at få et gennemsigtigt og ligefrem svar tilbage

§8. At donorernes navne og personlige oplysninger ikke vil blive delt, solgt eller overdraget til andre

Nogle NGO’er har ikke denne transparens. Her kan man i høj grad møde sine donorer med troværdighed fra starten, da de har mulighed for at følge med i beslutningerne, undrer sig og stille spørgsmål. I dag modtager en person ofte en kvittering for sin donation, som om det var en dagligdagsvare og nogle organisationer glemmer at sige tak. Derfor bør jeres nye donorrettigheder understrege, at I hos jer giver jeres donorer en reel anerkendelse og et oprigtigt tak for deres bidrag til jeres arbejde.  

Nedskrevne rettigheder skaber mindre intern konkurrence mellem programfolk og fundraisers

I mange af de organisationer jeg kommer i, er der nedskrevne rettigheder for modtagerne af hjælpen organisationen yder. Det er konkrete rettigheder for slutbrugerne som er eksplicit udtalt og som aktivt efterleves. Det kan for eksempel være i form af Do No Harm-principper for hjælpearbejdet, ift. safeguardring af modtagerne eller ift. at sikre empowerment af dem, der er tiltænkt hjælpen. Det er ofte nedskrevne rettigheder der lever og efterleves i organisationen.   

Det er typisk organisationens programmedarbejdere, der er bannerførere for modtagernes af hjælpens rettigheder. Den store fokus på modtagernes rettigheder fører til, at programfolk generelt står stærkere end fundraiserne i de fleste organisationer. Der er en uligevægt i relationen. På samme vis som programfolk vogter over modtagernes rettigheder, bør organisationernes fundraisers være bannerfører for donorernes rettigheder.

Fundraiserne bør ikke kun være organisationens ”købmænd,” der indsamler midler til sagen. Fundraiserne bør være fortalerne for donorernes rettigheder. Vedtagne, nedskrevne donorrettigheder vil helt konkret betyde, fundraising-afdelingen vil stå stærkere internt i organisationen, når det kommer til at forhandle med programmedarbejderne om f.eks. materialer om resultater, som skal formidles videre til donorerne. På den måde har det fordele hele vejen igennem værdikæden, fra donor, fundraisere til modtageren af ydelsen.

Få donorerne ind i maskinrummet

Forskning viser, at når borgere og NGO’er engagerer sig sammen om et fælles mål, skaber det et lukrativt samarbejde mellem parterne. Det skaber altså merværdi for din organisation at trække donorerne med ind i maskinrummet. Vi har set det i enkelte virksomheder med stor succes. F.eks. Zetland. 

De ændrede deres ’abonnenter’ til ’medlemmer’ af virksomheden og havde åbne redaktionsmøder med en gennemsigtighed om deres svære økonomiske situation. Navneændringen fik en framing af, at de ikke bare var betalende kunder eller tilfældige donorer, men var medspillere i projektet. Her var deres fælles mål konstruktiv journalistik i et hav af overfladiske nyheder. Medlemmerne skulle hjælpe med at skaffe en bæredygtig indkomst, så det kunne blive indfriet. Og ja, det lykkedes. Især, fordi de havde en fremgangsmåde, der mindede om de otte donorrettigheder, jeg har formuleret i denne artikel.

En stor del af demokratiske virksomheder mener, at der er behov for at styrke kommunikationen til medlemmerne. F.eks. kender flere af medlemmerne ikke deres rettigheder, og dén indsats skal styrkes. Den udfordring kan man perspektivere over til danske NGO’er. For det er ikke kun vigtigt at implementere rettighederne, men også kommunikere det ud til sine donorer som en klar værdi.

Som NGO handler det om at skille sig ud fra de kommercielle virksomheder på markedet, ikke nødvendigvis via den metodiske eller strategiske indsamling, men hvordan man behandler donoren i den efterfølgende proces. Det vil skabe mulighed for at i fastholde flere donorer kontinuerligt, og at fundraiserne kan bruge donorrettighederne som et redskab til at forhandle for dem i organisationen.  

De otte bud på donorrettigheder, som skal med på skrivebordet, kan være med til, at vi som organisationer fastholder vores gode relation til vores donorer.

De er ikke højtidelige og idealistiske, men lavpraktiske og et etisk fundament for din organisation at stå på. Hvilke rettigheder skal jeres støtter have?

Indlægget er også bragt i uddrag på Altinget.dk